Fjerde ølsort tappet i Skibsklarerergården

Navnet er “Kronborg Ale” - en humlet, bitter og lys ale blev den fjerde type øl, der forlod taphanerne på Wiibroes lille håndværksbryggeri i Klarerergården.

Fjerde øl fra håndværksbryggeriet i Klarerergården er brygget, tappet og til salg i sundtoldsbutikken i Strandgade.
Navnet er “Kronborg Ale”, og etiketten er et stykke nostalgisk genbrug fra 1950erne, som museumsinspektøren Lars Bjørn Madsen har fundet frem.

- Denne bryg er en almindelig ale. Humlet og bitter i smagen, og så med en lysere farve end den første ale, brygger Leif lavede.
Leif var i øvrigt ikke selv til stede under tapningen i går. Han er taget 14 dage over Atlanten for at opleve Amerika.Men så han jo Bente.
Wiibroedirektør Per Sørensens kone er blevet en sikker og kompetent hånd ved taphanen.

Luksusproblem
De første tre øl, der er blevet fremstillet i det lille, hyggelige baggårdsbryggeri, er blevet revet væk af et købelystent publikum.
- Vi har lidt af et luksusproblem. Vi kan ikke følge med efterspørgslen, fortæller Lars Bjørn.
Kapacitets-problemet gælder på flere fronter.
- Leif kan jo ikke være her på fuldtid. Det er jo trods alt hans fritid som pensionist, vi trækker på.
- Og når han ikke er her, bliver der ikke brygget, så vi kunne godt bruge en brygger mere.
- Men det kræver så bare også mere lagerplads. Det har vi heller ikke nok af.
- Det hele hænger sammen. Kunne vi brygge mere, og kunne vi have mere på lager, kunne vi også sælge mere.
1.000 flasker til nedrivning

Håndværksbryggeriet må vist siges at være blevet en succes.
I går blev der tappet omkring 1.000 flasker ny-gammelt øl, og i dag er der vel stadig nogle at rive ned af hylderne i Klarerergården.
Som en faglig oplysning fra brygmesteren kan vi fortælle, at “Kronborg Ale” har en alkohol-procent på 5,0.

Af Tom Danielsen, Helsingør Dagblad - Foto: Lars Johanessen



Endnu en ny-gammel bryg er klar. Her er det Kenno Pedersen og Bente Sørensen, der viser øllerne frem.