Pressemeddelelse

Wiibroe og Carlsberg samler distributionen i Nordsjælland

700 ud af 900 kunder får i dag besøg af både Wiibroe og Carlsberg. Alle medarbejdere i Wiibroe tilbydes arbejde i Carlsberg Danmark.

Medarbejderne i Wiibroe er i dag blevet varslet, at salg og distribution af Wiibroes og Carlsbergs produkter vil blive samlet fra 1. oktober 2009. Alle medarbejdere i Wiibroe samt de 7 chauffører hos de fire depoter i Nordsjælland tilbydes job i Carlsberg Danmark.

"Vi opnår både en forenkling og en besparelse ved at samle salg og udkørsel af varer i et samlet salgs og distributions setup. De fleste af vores kunder får i forvejen besøg af sælgere og chauffører fra både Wiibroe og Carlsberg, så det vil fortsat være et kendt ansigt, der kommer hos kunderne", siger salgschef Per Sørensen, der fremover har ansvaret for Wiibroes integration og fortsatte udvikling i Nordsjælland.

Wiibroe ønsker at bevare sin position som Nordsjællands lokale ølmærke, der har et stærkt engagement og stor synlighed i lokalsamfundet.

"Vi vil fortsætte vores aktiviteter i Nordsjælland, og ambitionen er at udvikle og styrke Wiibroe som det lokale ølmærke. Jeg tror, at vi ved at gå fælles om både at betjene vores kunder og gennemføre aktiviteter, kan skabe en vækst og fremgang for Wiibroe mærket og den lokale ølhistorie", som jeg så stærkt brænder for", siger Per Sørensen, og fortsætter:

"Siden vi i 1998 flyttede produktionen af Wiibroe til Carlsberg, er det lykkedes Wiibroe at vokse. Fokus for Wiibroe har siden 1998 næsten udelukkende været Nordsjælland, mens vi nu vil kunne blive en specialøl, der kan sælges over hele Danmark. I år har vi for første gang i mange år lanceret to nye øl – "Sommer Pilsner" og "Wiibroe Dunkel Bock". Det viser, at der fortsat er dynamik og potentiale i Wiibroe".

Håndværksbryggeriet i Helsingør vil stadig være en fast forankring af Wiibroe i Helsingør. Der er et godt samarbejde med Helsingør Kommunes Museer, og i nær fremtid bliver der udarbejdet en plan for fremtidig drift af Håndværksbryggeriet.

Der indledes nu forhandlinger med de faglige organisationer om sammenlægningen af de to organisationer og med de fire depotejere. Disse forhandlinger forventes at være på plads i begyndelse af det nye år.

"Vi har valgt at varsle forandringerne allerede nu, selv om der næsten er et år til gennemførelsen. Det synes vi er mest fair for både medarbejdere og depotejere, som bliver berørt af beslutningen", siger Per Sørensen.

Som et led i forhandlingerne vil der blive aftalt fratrædelsesvilkår for de medarbejdere, som ikke ønsker at indgå i det nye setup, hvor alle jo ikke vil kunne være sikre på at skulle varetage den samme funktion som hidtil. Disse medarbejdere vil også få tilbud om støtte, hvis de ønsker at komme videre på jobmarkedet.

Yderligere information:
Salgschef Per Sørensen, Wiibroe, telefon 33 27 30 50
Kommunikationsdirektør Jens Bekke, Carlsberg Danmark, telefon 33 27 14 12